Projektet er lavet som en vidensjagt, hvor eleverne i den første arbejder i klasseværelset på skolen med de 6 små film og samler viden om reformationens vigtigste begivenheder. Dernæst skal de deltage i en reformationsdag i hhv. Slagelse eller Kalundborg alt efter hvad der er lettest mht. transport til og fra eventen. Her bliver klasserne inddelt i grupper og sendt på jagt efter Hans Tavsen, der underviser de andre munke i reformationens lutherske tanker et hemmeligt sted. Undervejs skal de lære at trykke, oversætte vers fra Det Ny Testament, digte et smæde-vers til propaganda og meget mere.
På sporet af reformationen med Sigurd Barrett
I filmene er den danske reformator Hans Tavsen (Sigurd Barrett) i anledning af 500-året for reformationen taget tilbage for at se, hvordan det egentlig er gået siden. Men det kan være lidt svært at finde hoved og hale i nutiden, når man er 500 år gammel. Heldigvis møder han pigen Alvilda, der kan hjælpe ham. Sammen går de på jagt efter spor fra reformationen, selv om Alvilda er lidt skeptisk. For kan Luther nu også tage æren for, at hun tør sige sine forældre imod? Hvad har han at gøre med, at vi taler dansk i dag? Og kan man overhovedet finde spor efter noget, der skete for så længe siden?
Reformatoren Hans Tavsen
Efter at være hjemkaldt gav han i sine prædikener udtryk for lutherske synspunkter, og efter at være overflyttet til Viborg prædikede han under stor tilstrømning renlivet lutherdom. Hans forkyndelse fik da et så aggressivt præg, at han blev udstødt af johanniterordenen. Borgerne tog imidlertid begejstret imod ham som friprædikant og reformatorisk leder.
Lær at ”sætte” på Det Gamle Trykkeri
Opfindelsen af bogtrykkunsten i Tyskland omkring 1450 fik stor betydning for reformationen. Skrifter af den tyske reformator Martin Luther (1483-1546) og andre reformatorer spredtes fra 1517 og fremefter i tusindvis og var derfor vanskelige at undertrykke. Også i Danmark blev bogtrykket et centralt medium til udbredelse af reformatoriske tanker. Undervejs i rollespillet besøger eleverne det gamle trykkeri i Slagelse og prøver kræfter med at ”sættte” og gøre vigtige budskaber klar til tryk.
Bibelsmugling
Da luther blev lyst i band af paven fik han hemmeligt ophold på borgen Wartburg og brugte tiden der til at oversætte Det Ny Testamente til tysk. Det blev det vigtigste dokument i kampen om at overbevise befolkningen om at den katolske kirkes lære om aflad var falsk. I projektets rollespil møder eleverne Christian II og Hans Mikkelsen, der lavede den første danske oversættelse af Bibelen og brugte den som propaganda.
Syng med koncert med Sigurd Barrett
De nye sange og salmer var en vigtig del af reformationen. Vi inviterer derfor alle deltagende klasser til en syng-med minikoncert med Sigurd Barrett, der har skrevet en række nye sange om Luther og reformationen.
Koncerten foregår i Kalundborghallerne den 9. oktober 2024 kl. 12. I tilmelder jer nederst på denne side.
Materialer og ressourcer
- 6 små film m. opgaveark
- Elevhæftet ”Re:formation” i klassesæt
- Aktivitetsdag: Find Hans Tavsen!
- Lærervejledning
- Klassesæt med tegneserien “Kongen & Munken”
- Mini koncert m. Sigurd Barrett i Kalundborghallerne