Et julekalenderprojekt
Vi gentager successen fra sidste år og tilbyder et julekalenderprojekt til indskolingen med udgangspunkt i Josefine Ottesens kalenderbog ”Havenisserne Flytter Ind”.
Om bogen
Bogen er en fortælling om at være flygtning, hvor man følger de tre havenisser Knort, Kærne og Persille, der mister deres hjem, da en storm kort før jul vælter det store æbletræ i haven. Det er koldt og deres vinterforråd er væk og nu står de i haven med deres bedstemor og håber, at de kan komme ind i det røde hus i den anden ende af haven. I 24 afsnit følger man nu havenissernes kamp for at finde et nyt hjem, og med humor og varme fortæller Josefine Ottesen en rigtig julehistorie der formidler temaet om at være flygtning i børnehøjde.
Klippe-ark med julekort og kravlenisser
Til materialet hører et sæt med klippe-ark i karton til klassen. Arkene indeholder skabeloner til julekort og julepynt med motiver fra kalenderbogen, tegnet af illustrator Birde Poulsen. Hvis kalenderbogen bruges som højtlæsningsbog, kan eleverne klippe juleklip med skabelonerne imens.
Video-julekalender om børn på flugt
Sideløbende med oplæsningen fra kalenderbogen indeholder projektet en elektronisk julekalender, hvor eleverne møder børn og unge, der fortæller om deres flugt til Danmark.
Få besøg af en ung flygtning!
Det er også muligt at få besøg af en tidligere flygtning, der fortæller eleverne historien om sin flugt, og hvordan det er at komme til et fremmed land som flygtning. Besøget varer 45 min. og er på dansk. De sidste 15 minutter er afsat til spørgsmål og dialog. Bestilling af besøg foregår herunder i ekstra kommentar feltet.